Årets camp for kvinder med fokus på at komme i gang med undervandsjagt, arrangeret af Langelands Dykkerklub og SHORES Langeland, løber af staben 7. til 9. juni 2024. Langelands Dykkerklub har allerede mange kvinder som medlemmer – både meget erfarne og helt nye i sporten – og denne camp er en god måde for nye uv-jægere til at prøve kræfter med fantastiske oplevelser under vandet i trygge rammer. Uanset niveau kan deltagerne opleve en spændende weekend sammen med erfarne kvindelige undervandsjægere fra hele landet.

Campen handler om alt det der gør undervandsjagt til en fantastisk oplevelse og fokuserer også på det praktiske for at komme i gang. Man vil lære hvor man skal finde fiskene, hvordan man bruger harpunen, hvordan man håndterer fisken når den endelig er fanget (bl.a. fileteringsteknikker og gode bud på tilberedning), få oplæg om konkurrence verdenen som kvinderne i Langelands Dykkerklub virkelig har knækket koden til og i det hele taget være sammen med ligesindede der også synes at livet under vandet er spændende. Herudover kan man lære at lave Gyotaku-aftryk af de fangede fisk samt selvfølgelig smage på lokale lækkerier.

Årets camp er allerede fuldt booket MEN der arbejdes allerede på at oprette en camp i 2025. Kan man ikke vente så længe er man altid velkommen til at melde sig til et almindeligt prøvedyk med Langelands Dykkerklub. 

 
Programmet for 2024 campen er følgende:
FREDAG
“Icebreaker” komsammen. Deltagerne mødes og bydes velkommen af arrangørerne. Der serveres snacks. Information om de kommende dages begivenheder. Kort foredrag af de 4 nordiske kvindelige mestre, der rundes af med snak og erfaringsudveksling i hyggelige omgivelser.
 
LØRDAG
  • Morgenmad.
  • Første lektion i basal UV jagt, samt en demo af, hvordan man tager en neoprendragt på – helt simpelt. Efterfølgende skal vi i vandet og fange fisk. Her får du en erfaren guide ved din side.
  • Frokost ved stranden.
  • Lørdag eftermiddag inddeles deltagerne i to hold.
    1. Du skal lave dit eget minde om den bedste fisk, sammen med kunstneren Linea (MOMLIS, https://www.momlis.dk/)
    2. Kursus i fileteringsteknik. Her vil du filetere din fangst, så du kan få den med hjem i en flamingokasse med is søndag.
  • Aftensmad.
  • Efter aftensmad vil der være undervisning i harpunens opbygning samt vedligehold heraf.
SØNDAG
  • morgenmad.
  • Undervisning i simple fridykningsteknikker og så skal vi en tur i vandet igen.
  • Vel tilbage fra vandet laver vi mad i Skovsgård slots foodtruck med naturvejleder Marianne.
  • Frokosten spises i det fri med hyggeligt samvær og en snak om hvordan kommer man videre herfra?
  • Campen afsluttes af formanden for Langelands dykkerklub som kommer forbi og siger farvel – og forhåbentligt – på gensyn til vores nye UV venner.

Man kan læse mere om campen og tilmelde sig her (OBS fuldt booket for 2024)

print