Langelands Dykkerklub har taget hul på en ny tradition, nemlig en klubtur til jagtmarkerne i Norge. Jomfruturen gik til Kvenvær på Hitra, hvor 11 ivrige uv-jægere tog for sig af fantastiske oplevelser under vandet mellem klippeskær, kelp, rolige bassiner og atlantiske dønninger. Enkelte havde prøvet kræfter med Norge før, men for langt de fleste var det en helt ny og spændende oplevelse der ventede. Vi pakkede tre biler (to almindelige og en stor) i to hold og drog så nordpå fredag i uge 38. Hold 1 (den store bil) tog afsted lidt senere på dagen via færgen med overnatning til Oslo, mens de to personbiler tog tidligt afsted over Sverige med en overnatning godt oppe nordpå i Norge. Huset vi ankom til havde plads til alle, så da hold 2 ankom først og kunne nå en tur i vandet inden hold 1 dukkede op, blev der fanget lidt godt til aftenbordet, så hold 1 ankom til lækker aftensmad, startende med en forret af HELT friske kammuslinger.

Ud over de fantastiske forhold for undervandsjagt med sigt på op til 20 meter, enorme kelp-skove med op til 2 meter høje stammer, og store flokke af fisk der til tider sværmede omkring os, blev der også sat seriøse personlige rekorder for både fisk, dybder og tid under vandet ved aspettodyk, ligesom der kom en række nye arter på den personlige artsliste. Deltagernes erfaringsniveau var spredt fra næsten nybegyndere til ret erfarne spydfiskere, hvorfor valget af dagens spots tog altid hensyn til at alle skulle kunne være med. Skærene bød heldigvis på rigtig mange områder med forskellige dybder og helt roligt vand, hvor der blev skudt flere flotte fisk på kun 2-5 meters dybder. Andre søgte ud på kanten af de yderste skær, hvor dønningerne fra Atlanterhavet kom ind og næste stop var Grønland, og det gav mulighed for at afsøge de større dybder, og for alvor opleve havets kræfter. Kammuslingerne blev samlet ind til fælles pulje da det krævede at man kunne komme ned på større dybder for at finde dem mere systematisk (bedst fra 15m og nedad). På to ture blev eftermiddagens spot derfor dedikeret til områder for opsamling af kammuslinger.

 

Dagene var alle planlagt med fælles morgenmad og produktion af madpakker, hvorefter bådene blev pakket med grej og forsyninger. Herefter drog vi afsted til et udvalgt spot hvor vi dykkede indtil frokost, og efterfølgende mødtes ved båden for at se de gode fangster og få lidt energi i kroppen. Herefter videre til dagens spot 2 hvor der igen blev dykket igennem, inden turen hjem med et par murerbaljer fulde af især lyr, torsk og kammuslinger, men også enkelte store fede skrubber, rødspætter, makreller, sej samt et par havtasker og virkelig flotte skaller fra de mange store søpindsvin i området. Især lubberne og torskene var talrige og store idet der blev landet adskillige +5 kg eksemplarer. Vel ankommet til huset blev der ordnet fisk under supergode forhold i slagtehuset. Dette til fantastiske beretninger om oplevelser, nye spots og røverhistorier med de andre huse, så der kom gode bud på den næste dags spots. Personen der stod for aftensmaden fik renset sine fisk af holdet, og de der havde haft en rigtig god dag under vandet donerede selvfølgelig fisk til aftensmaden. Resten af fangsterne blev sirligt sorteret efter udskæringer, lagt i poser der passede til en omgang aftensmad, og vakuumpakket inden turen til fryseren. Dagen sluttede af med grej-workshop, hvor reparation og optimering af grej gik op i en højere enhed med diskussioner om teknikker under vandet for at optimere fangsterne på resten af turen.

At der er tale om en tradition blev bekræftet i december 2023 da turen for 2024 her blev bestilt. I uge 38 tager 12 håbefulde spydfiskere nemlig afsted til Kvenvær igen på nye eventur med flotte oplevelser under vandet – denne gang med mere erfaring og kendskab til området. Tak til Brian for at tage initiativ til arrangementet i 23 og gøre det til en klubtradition med nyt arrangement i 24. I den forbindelse vil der ligesom sidste år være onsdagsture hvor vi træner aspetto, agguato, dybde og udholdenhed i strømvand, for at forberede os optimalt til næste års eventyr i Norge og måske nappe en sej eller dagsørred i DK mens vi venter.

print