Nu starter sæsonen for fladfisk for alvor med tykke skrubber, rødspætter, tunger og isinger. Der findes også enkelte pighvar men sæsonens 2. heat sætter nok først ind sidst i august/september hvor vandet bliver lidt koldere igen. Vragene byder tilsyneladende på større torsk i år end de tidligere år, ligesom der begynder at blive set flere og større fritsvømmende torsk på revene, især hvor der er god strøm. Ørrederne er også blevet flotte runde og blanke, og selvom de er svære at ramme er hornfisken altid sjove at jage. Måske vi endda ser en sjælden gæst, nemlig multen?

Efterårsturene hver onsdag har nok at byde på, og vi starter som sædvanlig kl. 17 på et spot der meldes ud på Facebook senest mandagen før, så vi har en chance for at vurdere strøm, vind og sigt. Der er selvfølgelig grillhygge efter dykket, hvor vi bliver klogere på hvad den enkelte dykker har oplevet under overfladen, og dermed får meget mere ud af turen i forhold til hvad der er af arter og bundtyper på det enkelte spot.

I foråret fik Brian arrangeret onsdagsture med fokus på hvordan man dykker på vrag og finder torsken, aspettodykker efter torsk, sej og ørred samt effektive metoder til at forbedre sit vejrhold med træning før dykket. Vi vil også i efteråret prøve at sætte fokus på udvikling af vores evner som undervandsjægere, så følg godt med på vores interne Facebookgruppe.

Tilmelding til onsdagsjagterne sker ved at skrive en kommentar til opslaget på vores interne Facebookgruppe. Det er også her det annonceres hvis dykket aflyses eller flyttes på grund af dårlige forhold, så hold godt øje med facebooksiden.

Turene er kun for medlemmer af Langelands Dykkerklub.
Er du ikke en del af klubben endnu kan du blive det her.
Vil du gerne med på et prøvedyk kan du desuden kontakte os her for at lave en aftale.

print